Anne Brockenhuus-Schack

Brevet


Per Marquard Otzen

Tegning: Per Marquard Otzen


Brevet - en døende åndsform

BREVET HAR det skidt. Ikke blot skrives der færre, personlige breve herhjemme, antallet er mere end halveret på 15 år, og brevmængden følger således sine egne love - nedad. Brevene har også ændret karakter. Fra det private indhold til de mere aftaletunge meddelelser. Brevet som en kunstart og åndsform i sig selv er uddøende. Vi tager os ikke længere tid til at skrive private breve i kommunika- tions- og videnssamfundet. Vi kommunikerer nu hovedsageligt via mobiltelefon og e-mails, vi sms'er og chatter. Hvilket øger den i forvejen eksisterende 'hjerne-pen-barriere', der fortrænger det dybt personlige i at skrive et brev. Forstyrrer forberedelsen og fordybelsen. Maskinerne 'tænker med'.

Nutidens jageri gives oftest som forklaring på, at der skrives færre breve. Eksempelvis at brevskriveren næppe befinder sig i den samme situation, når brevet kommer frem, som da han/hun skrev, endsige når brevet bliver besvaret. Dertil lever vi i en for hurtig tid. Brevveksling får prædikat af en arkaisk form.

Men hvad er der så specielt ved brevet? Der er egentlig fire personer i en korrespondance. Virkelighedens to personer, der skriver. Og de forestillinger, de har om hinanden. Det er de sidste, fiktive, som giver intensiteten og gør, at man bliver ved. En ny virkelighed overtager scenen. Det er dér, det spændende sker. Brevet favoriserer en følelsesmæssig nærhed og intimitet mellem brevskriverne. Dialogen er ikke væsentlig; var den det, ville den jo blot være - samtale.

I en fantasimæssig spændingstilstand tildeler man den anden en rolle, der får effekt på dialogen. Teksten så at sige 'skriver' personerne, og det bliver det, der står mellem linjerne, der bliver det virkelige. En forførelse via ord. Man bliver en del af den andens bevidsthedsstrøm og kan derfor digte videre på hinanden.

Men ud over brevets eget indre liv har det også sine fordele som forum for den gennemtænkte mening, der ikke lader sig distrahere; det ukorrigerede øjebliksbillede. Ubegrænset, uimodsagt. Med stream of consciousness, de frie associationer, manglen på samtalens 'logik' og hierarki kan brevet være grænseoverskridende og af stor (selv)terapeutisk værdi.

Som brevskriver skal man nok stå til ansvar, men er alligevel fri. Brevet har en autenticitet, som ikke findes ret mange andre steder og viser en persons åndelige aktionsradius.

Korrespondancen er sanselig. Den er fuld af stil og kulør. Vi ser personerne for os, hører stemmen, kender argumenterne. Vi falder ind i tonen. Skriften er et aftryk. Det er kombinationen af fysisk form og indhold.

Når håndskrevne breve er på vej i glemmebogen, ryger også den æstetiske nydelse ved smukt papir og gode skriveredskaber. Ikke fordi vi skal vende tilbage til snittede gåsefjerspenne og håndrevet bøttepapir, men der ligger megen æstetik i at forme sætninger, der ikke blot er ord på ord. "Og skriften havde retning og stod smukt på skrå", som admiralen synger i sin vise. Brevet er også en form for fiktion - en kunstform i sig selv. Kan man forestille sig ek-sempelvis et kondolencebrev på et pc-print, sendt i firmakuvert efter en tur gennem portomaskinen?

DET 'MODERNE' brev har sit udspring i den kvindeligt dominerede salonkultur i midten af 1700-tallet. Brevet dannede pendant til konversationen; fordrede det samme dannelsesniveau, de samme konventioner og stramme spilleregler. Det var en beskæftigelse for først overklassen, senere det højere borgerskab. Gennem brevene er det deres manerer og tanker, der er overleveret. Der har dog altid været store dele af befolkningen, der ikke skrev private breve. Endsige 'følsomme' breve. Selv julehilserne bliver færre.

Vi har haft store kvindelige brevskrivere, som i øvrigt ikke var forankret i en litterær produktion. En af de mest kendte danskere er vel Kamma Rahbek. I sin selvvalgte isolation i Bakkehuset skrev hun hver aften og korresponderede med en læselig og elegant håndskrift livet igennem med hundreder af mennesker. Hun foretrak at skrive med en, som gav modspil. Helst skrev hun jævnligt, en-to gange om ugen, fordi alt det uvæsentlige hermed kunne skrælles bort. Så blev brevet en fortsat samtale. Det var tætte, intime breve med lange sætningskonstruktioner, der gør James Joyce til det rene barnemad. Men hun kunne også være meget jordnær og oprigtig; tonen var oftest kærlig, men kunne også være spids, næsten perfid. Det skyldtes at hun tænkte meget hurtigt og var to-tre sætninger forud for andre. Det kunne Grundtvig slet ikke følge med til. Så han forlod fornærmet Bakkehuset.

Det kan godt være, at der skrives færre breve, men der skrives talmæssigt lige så mange gode breve, fastslår litteraten Torben Brostrøm. For skrivende folk kan simpelthen ikke lade være. De forstår hinanden bedst ved netop at skrive. I Heretica-kredsen er der således mange korrespondancer. Men da det af natur er en diskret genre, er der ikke så mange, der kender til det. Og at skrive breve kræver jo, at man har let ved det og synes, det er morsomt.

Brevskrivning er en afklaringsproces, der kan være kunstnerisk igangsættende. Hvor man bliver klogere. Det Brostrøm kalder "eftertankens skriveri", der i korrespondanceform bliver led i en tankeudvikling. Kun den indre fattigdom gør breve til en kliché.

Forfatteres motiver til at skrive breve kan være mange. Eksempelvis som Ernest Hemingway formulerede det: "Because it's such a swell way to keep from working and yet feel you've done something." Men breve kan også anvendes til at sige det, man ikke kan sige, eller lidt som hr. Flovmand at sige de kloge ting, man ikke fik sagt.

ET SPØRGSMÅL, der vanskeligt lader sig besvare, er, i hvor høj grad det personlige brev og den længe- revarende korrespondance tjener som selv- iscenesættelse eller selvspejling. Forfatteten H.C. Andersen, som var en stor brev- brevskriver, filtrede sine oplevelser gennem diverse skriftlige udtryksformer: Dagbogen, brevet, der ofte havde væsentlige elementer fra dagbogen, og måske endog var skrevet samme dag, til den endelige, kunstneriske version i hans litterære værker. Og H.C. Andersen ville samtidig gerne have, at hans liv skulle tage sig ud. Breve som tribut på forfængelighedens alter.

Hvor er han så mest ærlig? Er det i den reflekterende, måske endog dialektiske dagbog eller i brevet? "Ærligheden er givet størst i brevet, for her er modtageren kontrolinstans", siger Torben Brostrøm. "Dagbøger kan blive fundet, så de indeholder også megen forstillelse." Et råb om udødelighed? At sætte sig spor, i håb om ikke blot at forsvinde? En pæn gravsten. Et smukt eftermæle.

EN AF DE, som virkelig kendte til selviscenesættelsen, var skuespillerinden Johanne Louise Heiberg. Udadtil offer for hovmod, men i hendes mange breve til ægtemanden møder vi bag masken et menneske med store, indre værdier. Dette er modsat kongedatteren Leonora Christine Ulfeldt, hvis breve afslører en ambitiøs og hævngerrig kvinde, der ikke passer til billedet af den helgen og martyr, som hun ønskede skulle blive hendes eftermæle.

En anden side af fru Heiberg er hendes korrespondance med Sjælland biskop, Hans Lassen Martensen. Brevvekslingen varede i 24 år, og der er i den, trods dens halvoffentlige åbenhed, stærke toner af forførelse og erotik - skjult som religiøsitet. Som det ofte er tilfældet, skal dette søges i brevenes 'hemmelige rum', hvor vi kommer om bag penneskaftet.

Martensen og fru Heiberg havde det bedst, når de korresponderede og ikke mødtes ansigt til ansigt. Et lignede eksempel er den månedlange, hede korrespondance mellem lyrikeren Rainer Maria Rilke og pianisten Magda von Hattingberg. Korrespondancens projektioner og fiktive personer blev dømt til undergang i selve mødet. For Rilke blev denne besættelse på papir og blæk til en parentes i hans liv - men han skabte kunst på den. For von Hattingberg blev det hendes livs omdrejningspunkt.

Nyere studier af breve kan tegne andre facetter af en person. Eksempelvis giver Frans Lassons udgivelser af Karen Blixens breve et portræt af en langt mere kritisk, dynamisk og levende person, end hun fremstår i sit forfatterskab. En anden bevægende korrespondance er de par tusind breve mellem forfatterparret Amalie og Erik Skram, der på en og samme tid er en kærligheds-, en ægteskabs- og en digterhistorie.

Brødrene Edvard og Georg Brandes udvekslede livet igennem mere end 650 breve, hvortil kom alle de breve, de skrev til andre. Her som i udlandet. De rejste meget og var tæt på begivenheder og mennesker. Deres indflydelse - ikke mindst via deres breve - i de litterære og politiske kredse var tilsvarende stor. Komponisten Carl Nielsen skrev ikke færre end 400 breve til hustruen og billedhuggeren Anne Marie Nielsen. Disse breve er et vidnesbyrd om ensomhedsfølelsen ved at være kunstner og overvejelser om og kampen med det, de ville med deres kunst. En efterlysning af at blive forstået og accepteret. Efter komponistens død har familie og venner trukket et slør over ham som menneske ved udelukkende at fokusere på de lyse sider. De problematiske aspekter er blevet undertrykt og viser et skævt billede af ham - noget brevene kan afsløre.

DET GIVER samtidig svaret på, hvorfor nogen synes, det er så vigtigt at brænde visse breve. Juridisk set er ejeren af et brev rent faktisk modta- geren. I andre tilfælde har de efterladte væ- ret i gang med neglesaksen inden privatarkiver afleveres. Og de sidste, der slippes, er kærestebrevene. De er et af de stærkeste udtryk for det helt personlige brev og af stor kulturhistorisk vigtighed netop på grund af intimiteten.

I et 'læg' med breve, der kan være på få cm på Det Kgl. Bibliotek, kan der ligge et helt liv. Breve med ynglingens faste håndskrift og oldingens flueben. Håndskriftsamlingen rummer breve til og fra kulturpersonligheder, og sammen med Rigsarkivet, der samler politikeres og embedsmænds korrespondancer, udgør de adskillige kilometer. Brev ved brev.

Men der indleveres stadig færre breve til arkivering. Fremtidens historikere vil have en uhyre beskeden del af nutidens hverdagsliv bevaret. Borte har taget det og dets spor. Resten er en arkæologisk opgave. For breve rummer også en værdi som kilder, der kan medvirke til (om)datering af faktiske, historiske hændelsesforløb.

BREVET fastholder mellemregningerne uden slutpunkt, lige som det tillader en udvikling af synspunkter, en modning over tid. I og med at vi kan vende tilbage til brevet og læse det igen og igen, genopleves andre stadier og følelser i livet. Eksempelvis fra ungdommen, rejser og forelskelser. Omvundet med silkebånd får det fetichens karakter.

Men selv om vi gør os umage med at læse det, der står, læser vi meget ofte det, vi tror, der står. Sidder vi mange år efter med vore gamle breve, forstår vi måske først da, hvilke følelser afsenderen allerede den gang klart gav udtryk for. De står - og stod - der. Vi 'læste' det bare ikke. Så hvor gode modtagere er vi af disse sjældne breve? Formår vi at lytte os ind til selve den inderste, sprøde tone i brevet? Mærke dets pulsslag og fastholde nærheden med den, der skrev?

Så måske er brevets 'endeligt' ikke alene betinget af, at vi skriver færre breve, men i lige så høj grad af, at vi er blevet dårligere læsere. Uvant som vi er med brevet som denne specielle åndsform.

Kilder:

Ernest Hemingway i brev til F. Scott Fitzgerald 1. juli 1925.

Information 23. december 1989.