Anne Brockenhuus-Schack

Carl Schmitt


Carl Schmitt (1888-1985)

tysk katolsk jurist, konservativ retsfilosof og politisk teoretiker.

Professor ved Berlins Friedrich-Wilhelms-Universität 1933-45

Er særlig blevet opfattet som nazismens magtfilosof. Men var også en af de vigtigste kritikere af politisk liberalisme.

Er blevet en fælles reference i diskussioner på den intellektuelle venstre- såvel som højrefløj om spørgsmål af relevans for samtidig politik: idéen om at statens love strengt taget ikke kan begrænse suverænens handlinger; problemet omkring "undtagelsestilstanden" etc.

Bl.a. forfatter til Politik Teologi (1922), Romersk katolicisme og politisk form (1923) og Det politiske begreb (1932).

Carl Schmitt

Carl Schmitt (1888-1985)



Undtagelsestilstandens undtagelser

Allerede i indledningen af Politisk Teologi sammenføjer den tyske retsfilosof Carl Schmitt to af sine kernebegreber: ”Suveræn er den, der træffer afgørelsen om undtagelsestilstanden”, og de fortsætter med at være tæt knyttede, lige som det er dem, jeg især vil se nærmere på. Med udgangs-punkt i hans politiske teorier, kan man spørge i hvor høj grad suverænen kan træffe afgørelse om nødsituationen (med Schmitts ord ”Ausnahmezustand”), om definitionen af ven-fjende-begrebet og i sidste ende om krigen, som han hævder? Hvor ligger begrænsningerne i suverænens magt og hvor er der tale om suverænitetsafgivelse? Min tese er, at Schmitts suverænitetsprincip er begrænset og hans definition af undtagelsestilstanden ikke fyldestgørende. Således mener jeg ikke, at han tager højde for, at der kan være undtagelser fra undtagelsestilstanden og at det er langt fra altid er op til suverænen at bestemme denne. I min empiri vil jeg, med ebola-udbruddet i Vestafrika og Enhedslistens (EL) to seneste principprogrammer, give eksempler på netop sådanne undtagelser og se på, hvorvidt Schmitts definition af suverænitetsprincippet er gældende. Især i det sidste eksempel vil jeg hævde, at der er tale om en iboende undtagelse.

Først i de senere år er Carl Schmitt, som var ”nazismens kronjurist”’, blevet delvist rehabiliteret. Det er primært sket på baggrund af, at selv om han gik ind for et autoritært styre, var han aldrig fortaler for diktaturet, som det fremgår af hans tidligere værker. Men demokratisk var han aldrig. Demokratiet og menneskerettighederne mener han ifølge Lars Bo Kaspersens introduktion til Det politiske begreb er sat ud af kraft med undtagelsestilstanden, lige som liberalisme og velfærdsideologi var ”totalstatstendenser”, der underminerede den klassiske suveræne stat . En anden grund til for-dums ’glemsel’ er muligvis, at han efter min mening ikke er let tilgængelig. Dertil kommer, at han anvender og definerer en række begreber, der for nogles vedkommende ikke er entydige, og hver især kræver de en uddybning. Her vil jeg udover de nævnte to kernebegreber se på nogle af hans underbegreber som ’ven-fjende-begrebet, ’decisionsaspektet’, ’det politiske begreb’ og ’krigen’. End-videre vil jeg fremdrage nogle af Schmitts inspirationskilder og på flere punkter sammenholde ham med Giorgio Agambens synspunkter.

...........

Læs hele teksten som pdf-fil (åbner i nyt vindue)